Du skal have kendskab til plantens grundlæggende opbygning, for at kunne forstå de begreber, der hænger sammen med beskrivelsen af en plante og plantens livsfunktioner. Du opnår altså en begrebsverden, hvor du kan beskrive de enkelte plantedele både synlige og ikke-synlige. Alt sammen for at opnå et samlet forståelse for de grundlæggende vækstkrav, som planter har.
Overordnet er planteriget inddelt efter nogle bestemte måder som planterne er opbygget på eller ser ud.
Der er altså dannet et antal grupper af planter som ligner hinanden i opbygning.
Overordnet kan man sige, at alle planter som har blomster, (uanset hvordan de ser ud) og danner frø kaldes frøplanter. De deles ind i to hovedgrupper. Hos vores almindelige blomsterplanter ligger frøet i et lukket frugtanlæg; de tilhører ordenen ”dækfrøede” eller med et finere ord Angiospermae. I den andre plantegruppen mangler frugtanlæg. Frøet ligger åbent, selv om det kan være beskyttet af skæl ligesom det er tilfældet hos nåletræer. Disse planter kaldes for nøgenfrøede eller Gymnospermae
Det falder naturlig at føre planter, som ligner hinanden i en eller flere henseender til samme gruppe.
Der er en gruppe planter, som er uden frø og en gruppe som har frø. Se en oversigt over inddelingen her.
1. Gruppen uden frø omfatter, mosser, ulvefodsplanter og padderokker
2. Gruppen med frø kaldes frøplanter. De deles i dækfrøede og nøgenfrøede planter.
a. Nøgenfrøede kaldes også flerkimbladede. Hos de nøgenfrøede ligger frøene på et kogleskæl, som er et omdannede blade. Der er ikke nogen frugt. Nåletræerne hører til denne gruppe.
b. De dækfrøede er de egentlige blomsterplanter, som har frø i en frugt.
De dækfrøede planter deles i
1. Etkimbladede
2.Tokimbladede
Her behandles kun de grupper, som du kommer til at møde i dit arbejde: Bregner,nøgenfrøede og dækfrøede herunder enkimbladede og tokimbladede planter.
I gruppen planter uden frø, er det kun bregnerne, som har betydning i dit arbejde. De lever i naturen under skyggemæssige forhold. De klarer sig med ganske lidt lys, en egenskab som gør dem velegnede til indendørs miljøer. Problemet er, at de foretrækker fugtig luft. En del arter klarer derfor ikke, at stå i et offentligt miljø.
Bregner er lette at genkende. De unge blade er sammenrullede i spidserne og på bagsiden af de udviklede blade, findes de karakteristiske sporehuse samlet på beskyttede blade.
1. Bregneblad
2. Bagsiden af bregnebladet med sporehusgemmen
3. Tværsnit af et sporehusgemme. Øverst blad, i midten sporehuse og nederst bladet som gemmer sporehusen
Sporerne, som frigives når de er modne, kastes ud af sporehusene og danner ikke selv nye bregner, men danner i stedet en forkim. Det er små hjerteformede blade, som på undersiden har han- og hunlige organer. Når det er tilstrækkelig med vand på bladet, så svømmer hanceller hen til huncellens ægcelle. Fra det befrugtede æg vokser den nye bregne frem.
Modent sporehus. I tørt vejr åbner det sig og sporerne kastes ud.
Forkim fra undersiden
Fra det befrugtede æg vokser bregnen direkt på forkimen.
Plante med flere kimblade. Roden udvikler ofte et overfladisk rodsystem. Bladene udvikler sig til nåle eller skæl og man siger derfor at nøgenfrøede har nåle- eller skælformede blade. 
Eksempler på nøgenfrøede planter er pinje, fyr, gran, taks, Thuja, og stuegran. Planterne har tykkelsesvækst, dvs. stammen bliver tykkere med alderen.
Når et frø spirer, er rødderne det første som viser sig. Efterfølgende kommer kimbladene. Afhængig af antallet af kimblade taler man om enkimbladede eller tokimbladede.
Planterne har ét kimblad, rødderne udvikler sig oftest til trævlerødder. Planterne er for langt de fleste urteagtige. De kan få en træagtig styrke ved at indlejre kisel i stænglerne, som det f.eks. sker hos store græsser, majs og bambus. De har ingen tykkelsesvækst, men kan lave falske stammer som f.eks. hos bananer og palmer, hvor bladskederne indgår i at gøre stammerne tykkere og tykkere.
Bladform: Aflange blade med parallelle nerver, lige- eller buenervede. Mangler bladstilk.
Blomstens opbygning: Blomsten er 3-tallig, dvs antallet i blomstens dele går op i 3. 
Den første rod udvikler sig til en pælerod eller trævlerod. Det er både urteagtige og træagtige planter. 
Bladform: Ofte brede blade eller fligede, sammensatte blade med spredte nerver og bladstilk. 
Blomstens opbygning: Blomsten er normalt 4 eller 5-tallig eller mere.
Læren om planternes ydre udseende kaldes plantemorfologi. I beskrivelsen af planter forekommer begreber og udryk, som du skal kende til. Læren om planternes indre opbygning kaldes planteanatomi.
Det er et ganske omfattende studium. Her er det begrænset til, hvad du skal vide for at forstå vand- og næringsoptagelsen herunder optagelse af kuldioxid.
Rødder kan se meget forskellige ud. De kan være tynde og talrige, som på Saint Paulia og Begonia eller få og grove som på Philodendron 'Tuxla' og Monstera.
En del planter, som visse figenarter og Monstera danner rødder på grenene. De vokser lodret ned til jorden, hvor de gror fast. Med tiden bliver de så tykke, at de kan støtte grenene udover at forsyne planten med vand og næring.
Klatrende planter som Ficus pumila og arter af Hedera danner rødder, som vokser fast på andre planter eller bygningsfacader.
Orkidéer, som er epifytter, danner et tykt lag luftfyldte celler rundt om den tynde rod. I disse celler samles vand og næring.
Grove rødder fra en jordorkidé. Ludisia discolor, juvelorkidé
Vandholdige, luftfyldte celler på roden af en orkidé
Hovedrod med siderødder. Findes hos tokimbladede og nøgenfrøede planter. Udvikles fra kimplantenes rod. De vil bestå i hele plantens liv og bliver tykkere med tiden. De kan trænge gennem asfalt og tynde folier.
Kimrødder er de første rødder som græsfrø har. De bliver efterfølgende erstattet af adventivrødder. De er sædvanligvis tynde og trådlignende.
Adventivrødder dannes fra et kambium i stiklinger, aflæggere og meristemer af tokimbladede og nøgenfrøede planter. Enkimbladede danner adventivrødder til erstatning for kimrødderne.
Så længe der er rigeligt med vand, er der ingen vækst i rødderne. Det samme gælder, når substratet er så tørt, at rødderne ikke kan optage mere vand fra vækstsubstratet. Det medfører, at når vandindholdet i substratet mindskes efter en ordentlig vanding, så begynder rødderne at søge efter vand og næring.
Rodhårzone Strækningszone Delingsvæv Rodhætte
En rod vokser altid nedad og udad. Gør den ikke det, er der noget galt. Når rødderne rammer potten, skal den forandre retning og søge efter en ny åbning i vækstsubstratet. Ofte fortsætter rødderne deres vækst rundt langs pottevæggen og danner sammen med andre rødder en tyk samling af rødder.
Rodhætten er rodens yderste spids, som omtrent dækker det grå væv på billedet.
Rodhættens celler trykkes i stykker mod "småsten".
Cellesaft (Cytoplasma) løber ud og danner et glidelag som dels letter rodens strækning dels bliver til næring for svampe og bakterier. Disse er med til at trække næringssalte ud af små stenpartikler og dette kommer senere planterne til gode.
Rodhætten og de øvrige dele af rødderne dannes i et delingsvæv midt under det med rødt markerede felt. Cellerne mod spidsen bliver til rodhætten og ovenfor bliver de til røddernes forskellige væv.
Er potten konisk, kan det medføre, at klumpen løftes op. Hermed bliver der luft i bunden og dette luftrum fyldes hurtigt med rødder.
Har potten lodrette vægge kan trykket på væggen blive så stort, at potten sprænges.
De forskellige dele af rødderne har navn efter deres funktioner.
Takket være delingsvævet indenfor rodhætten, kan rødderne strække sig og trænge længere ind i vækstmediet. Rødderne kan være meget tykkere end den åbning som er mellem de faste dele i substratet. Så forsøger rødderne at øge åbningen ved at presse partiklerne til side. Går det ikke, så tilpasser roden sig og mindsker i diameter under passagen. Det skal stor kraft til at presse roden fremad og roden skal sidde fast, ellers skyder roden bagud i stedet for at gå fremad. Rodhårenes måske vigtigste opgave er, at holde roden fast, så den kan trykke sig fremad.
Rodhår er udvækster på rodens epidermisceller. Cellevæggen vokser ind i substratets kanaler og skruer roden fast. Samtidig får cellevæggen nær kontakt med de vandhinder, som er på vækstsubstratets overflade. Det giver en bedre vandoptagelse, specielt når mængden af vand er begrænset.
Rodhårszonen er næsten konstant i sin udstrækning, men flytter fremad i takt med rodens vækst. De brugte rodhår erstattes med celler, hvor der er kork i cellevæggen. Det hæmmer vandoptagelsen betydeligt.
Sammenfattende betyder dette, at det meste vand optages i rodspidsen. Derfor er levende rodspidser en forudsætning for, at planten trives godt.
I rodhårszonen vokser den ydre cellevæg ud og danner tyndvæggede rodhår. Sker der i fugtig luft bliver de rørformede, men hvis de vokser inde i voksemediet får de porernes form.
Snit gennem rod og voksemedium.
Julestjerne som hele tiden har fået vand nedefra. Den har gode og levende rødder.
Den brune roden i midten er en ældre rod med korkdannelser i epidermis.
Vandet stiger ikke helt op. Det er tørt på overfladen og et stykke ned.
Her findes ingen rødder.
Rødder på vej op. Tyder på iltmangel i bunden af potten.
Rødderne har begyndt at vandre rundt.
En stængel kendetegnes ved, at den bærer blade eller mærker efter blade. Der er overjordiske og underjordiske stængler.
Er den overjordisk, er den enten urteagtig eller vedagtig. En blød og saftig stængel kaldes en urteagtig stængel.
Mangler stilken blade og har den kun blomster og så kaldes den blomsterstængel.
Græssets stilke kaldes strå.
Nedliggende stængeler som er urteagtige kaldes for udløbere.
Underjordiske stammer kan forveksles med rødder. Stænglen har altid rudimentære blade eller mærker efter blade. Ofte er der knopper ved bladene. Underjordiske stængler som er opsvulmede og vokser horisontalt under jordoverfladen kaldes rhizomer. De er rige på stivelse.
Kartoflen er en stængelknold, som er dannet ved, at det yderste stykke af jordstænglen er svulmet op
Bladar med knop
Ar efter jordstængel fra kartoffelplanten
Knopper i toppen på stængelknolden er i gang med at vokse
Hvilende knopper Stængelknoldens side mod planten
I løg er stænglen meget kort. Her kaldes den en løgkage. På den sidder blade, som har oplagret næring. Nye løg udvikler sig fra knopper i bladhjørnerne.
Den nederste sorte trekant du ser ca. midt i løget er Blomsterknoppen
I bunden af løget med rødderne er løgkagen (kort stængel)
Lige oppe over til venste hvis form går ned i løgkagen er yngleløg (næste generation)
Omkring blomsterknoppen ses blade fyldte med næring.
Skuddene udvikles fra knopper, som består af en kort stængel med anlæg til blade, som er dækkede af knopskæl. De knopper, som findes i stængelspidser kaldes for endeknopper. Knopper som sidder i bladhjørner kaldes for sideknopper.
På vedagtige planter kan skuddene udvikles til enten langskud eller kortskud. Langskuddene giver længdetilvæksten.
På kortskuddene sidder der ofte blomster. Frugttræernes korte sporer kaldes for frugtsporer.
På en del planter omdannes skud til torne. At det er skud ser man, hvis man vil tage tornene væk. Så kan man skade planten.
Barktorne forveksles ofte med at være torne. Barktorne er udvækster på stænglens overflade og er lette at løsne. Tænk på en rosentorn.
Planternes blade kan inddeles efter hvor de sidder
· lavblade
· løvblade
· højblade
Knopskæl på kastanje
Lavblade har ingen klorofyl og sidder på stænglens nedre del samt på jordstængler. Knopskællene er en form for lavblade. De beskytter både hvilende og overvintrende knopper.
Løvblade er dem som normalt kaldes blade. Deres grønne farve skyldes indholdet af farvestoffet klorofyl. Løvbladene har følgende hoveddele:
· Bladfod
· Bladstilk
· Bladplade
Bladar på guldranke
Før bladet løsner sig naturligt fra stænglen, er der dannet et lag af korkceller tværs over bladfoden. Ledningsstrengene er blokkerede.
Bladfoden sidder ved den nederste del af bladstilken. Den er som regel bredere og tykkere end bladstilken. Om efteråret dannes der et cellelag, som deler bladet fra stænglen. Når bladet falder af bliver der derfor ingen sår, men man kan se et ar, hvor bladet har siddet.
Akselblade
Pelargonier, roser og ærter er eksempler på planter, som har bladlignende dannelser ved bladfoden. Disse kaldes akselblade.
Bladstilken har et tværsnit, som kan variere og som kan hjælpe til med kende forskel på planter, som ellers kan være vanskelige at bestemme.
Bladpladen varierer stærkt i form, forgrening af nerver og bladkantens udseende. Bladpladen kan være enkel eller sammensat.
Sammensat og fingerdelt blad
Enkle blade har en bladplade. Den kan være hel eller fliget.
Sammensatte blade har flere bladplader. De kan være sammensatte eller finnede. Bladets udseende benyttes ofte til at skille arterne fra hinanden. Bladets form beskrives med udtrykkene:
· aflang
· regelmæssig bred
· lancetformet
· sværdformet
· ægformet
· hjerteformet
· nyreformet
Ægformet blad med hel bladkant
Bladkanten beskrives ved at være:
· hel
· rundtandet
· med indskæringer
· savtakket
Hjerteformet blad med takket kant
Bladpladens nerver kan være:
· linjenervet
· fjernervet
· håndnervet
Bladene kan sidde på forskellige måder på stænglen.
Lancetformet blade på Cymbidium
Modsatte. To blade udgår fra samme nodie. Hvis der sidder et par over og under, som er vinklet 90 grader, snakker man om parvis modsatte blade.
Kransstillede blade betyder, at det udgår tre eller flere blade ud fra samme nodie.
Spiralstillede blade. Det er et blad ved hver nodie og de vrider sig rundt om stænglen som en spiral.
Rosetstillede blad. Bladene sidder på en kort stængel.
Blad med parallelle nerver Rødnervet juvelorkidé
Klatretråde er almindeligvis omdannede blade.
Højblade sidder på stænglen under blomsten. Normalt er de små, så man ser dem knapt nok. En del har store stærkt farvede højblade og uanselige blomster. Eksempel på dette er julestjerne og fredslilje.
Højblad på Guzmania. Pilene peger på de uanselige blomster
Julestjerne Anthurium
Højblad
Alle levende organismer består af celler. Fra en til mange millioner celler. Indholdet i plante- og dyreceller er næsten ens. Forskellene er ganske små. Derimod er plantecellerne omgivet af en væg som dyrecellerne mangler.
Plantecellerne holdes sammen af cellevæggene, som giver fysisk støtte imod tryk og stræk.
Nye celler dannes ved deling.
Denne proces styres af kromosomerne, som indeholder genernes (arvematerialets) information. De parvise kromosomer deles ved celledeling på langs og rekonstrueres. Derfor bliver den genetiske information i den nye celle en kopi af den gamle. På denne måde får alle celler i en plante identisk opbyggede kromosomer.
Når det er på tide at danne kønsceller (æg- og sædceller) i blomsten, sker det ved den såkaldte reduktionsdeling. Her deler kromosomparret sig uden at kopiere sig selv. Hermed bliver der det halve antal kromosomer i kønscellerne. Det giver grundlaget til forståelsen af arvelæren.
Kromosomantallet varierer mellem de forskellige slags planter
Billedet viser en opsætning af kromosomer fra en plante med kun 3 forskellige kromosomer. Hvert kromosom forekommer to gange. Kan du se, at der er tre par kromosomer på billedet? Det er det normale i alle plantens celler med undtagelse af kønscellerne.
Kønscelledannelse
Når planten skal lave pollen og frøanlæg, dannes der to nye celler uden at der dannes nye kromosomer. I stedet går hvert par kromosomer til hver sin nye celle. De nydannede celler kan se identiske ud, men de behøver ikke være det. Generne i kromosomerne kan være forskellige.
Ved befrugtningen kommer ægcellen og pollenkornets kromosomer til at havne i samme celle. Dermed genskabes en celle med det dobbelte antal kromosomer. Dette er begyndelsen til et nyt individ. Generne, som kom med kromosomerne, kan takket være blandingen af to individer, have en ny kombination, som kan betyde at den nye plante får andre egenskaber end forældrenes. Som fx blomsterfarve, bladform osv.
Efter almindelig deling ser alle celler ens ud. Inden kort tid, begynder en specialisering af cellerne til forskellige opgaver (kaldes også differentiering). Grupper af celler med ens opbygning og funktion kaldes væv. Eksempel på sådanne er: Delingsvæv, grundvæv, hudvæv, støttevæv og oplagringsvæv. Væv findes i organer som rod, stængel og blade.
Rødder skal optage vand og næring samt holde planten på plads i vækstsubstratet. Så snart vækstsubstratet begynder at tørre ud vokser rødderne i længden. Vandoptagelsen sker i rodspidsen og i rodhårszonen. Derefter bliver de yderste cellevægge korkagtige og næsten vandtætte.
Rodhårene er med til at holde rødderne fast i substratet, så rodspidsen kan trænge ind i substratet. Samtidig kommer rodhåret i nær kontakt med cellevæggen og kan derfor optage det vand, som er tilgængeligt. Dette kan være helt afgørende for plantens mulighed for at overleve en kraftig udtørring af jorden. I takt med at rødderne strækker sig, dør rodhårene længst tilbage og erstattes af nye i rodhårzonens forkant.
Rødder består af hudvæv, ledningsvæv og grundvæv.
Hudvævet er et enkelt cellelag tykt og kaldes også epidermis.
Ledningsvævet har en sidel og en veddel. Placeringen er anderledes end hos stænglen.
I et tværsnit ses veddelen som et stjerneformet væv. Udenfor veddelen ligger sidelen.
Planter, som kan danne tykke rødder har et kambium liggende mellem ved- og sidel. Fra dette dannes der væv både ud- og indad og det er med til at gøre rødderne tykkere. Samtidig øges mængden af kar i rødderne og dermed øges deres vandførende evne.
I veddelen transporteres vand og næringsstoffer fra rødderne i retning mod toppen til plantens øvrige dele. På varme sommerdage strømmer vandet med stor hastighed i vedkarene.
Veddelen består mest af trakeider og kar.
I sidelen er det overvejende sirør. I sidelen transporteres organiske stoffer (byggemateriale) fra bladene både i retning mod rødderne og mod toppen.
Stænglen skal forsyne blade og blomster med vand og næring samt holde dem oppe i lyset.
Yderst på stænglen ligger hudvævet, epidermis. På urteartede og unge vedagtige stængler består hudvævet af smalle klorofylfrie celler. Hos en del planter er epidermis flere cellelag tykt. Indenfor epidermis er der grundvæv og støttevæv. Grundvævet i midten af stænglen kaldes marv.
Tværsnitværsnit af en stængel fra en tokimbladet plante med tykkelsesvækst.
Længde- og tværsnit af en enkimbaldet plante
Længde- og tværsnit af en tokimbaldet plante med modsatte blade
I tværsnittet vises, at ledningsstrengene ligger spredt hos de enkimbladede, mens de ligger i en ring hos nåletræer og tokimbladede.
På ældre stængler erstattes epidermis af et korkvæv som kaldes bark.
Ledningsvævet danner strenge, som ligger i grundvævet. Hos tokimbladede planter er ledningsstrengene placeret i en ring, mens de hos de enkimbladede ligger uregelmæssigt strøet rundt i grundvævet.
I ledningsstrengene er der en veddel og en sidel. De tokimbladede planter der har tykkelsesvækst har et kambium. Fra dette cellelag af tyndvæggede celler, der har til opgave at danne nye celler, dannes der udadtil en sidel og indadtil en veddel. Bark, marv, støttevæv, sidel, veddel, kambium, der danner sivæv uddadtil of vedvæv indadtil.
Bladets vigtigste opgave er at afgive vand og optage kuldioxid. I et tværsnit af bladet er det ovenfra: Epidermis, (overhud) palisadevæv, ledningsvæv, svampevæv og nederst ligger epidermis.
Epidermis dækkes af et lag kutikula. Dette er en blanding af forskellige typer voks, kutin og andre kulhydrater. Kutin danner tre - dimensionale net som vand har vanskeligt ved at trænge igennem, og reducerer dermed fordampningen.
Luftrum med spalteåbning
Epidermis
Palisadevæv
Ledningsvæv
Svampevæv
Epidermis
Spalteåbning
Tværsnit af et rabarberblad
Det er positivt for planten at have disse kutinflager. Det bevirker, at det er vanskeligt for sugende insekter at trænge ind i bladet.
Øverst på billedet vises en spalteåbning i tværsnit. Til venstre er den lukket på grund af mørke eller vandmangel. Til højre vises samme spalteåbning i lys og med god adgang til vand. Nederst på billedet er samme spalteåbning set ovenfra
Spalteåbningerne dannes af to klorofylholdige celler. De forandrer form alt afhængig af, hvor stort vandtryk, der er i cellen. I mørke og ved vandmangel er trykket lavt og spalteåbningen er lukket (venstre side). Ved belysning dannes der sukker i cellerne, der suges vand ind i cellerne, trykket øges og cellen forandrer form (se tværsnit øverst). Dermed bliver der en åbning mellem cellerne.
Skyggeplanter har et tyndt lag kutikula, mens planter fra tørre områder kan have et tykt gråt lag. Kutikula giver bladene et glinsende udseende, som er specifikt for planten. Det må siges at være dårlig plantepleje, når man ved hjælp af bladglans forstyrrer kutikula og erstatter den med en blank og plastlignende hinde.
I epidermis er det spalteåbninger (stomata). På tokimbladede er de fleste spalteåbninger på bladets underside. På enkimbladede sidder de både på over og undersiden.
Spalteåbningen er dannet af to læbeceller, der kan åbne og lukke. Til forskel fra alle andre epidermisceller, indeholder de klorofyl. Læbecellernes indervægge er fortykkede. Dette medfører at spalteåbningen åbner sig, hvis saftspændingen (vandets tryk på cellevæggen) øger. Bliver der vandmangel mindskes saftspændingen og spalteåbningen lukker.Mange planter har behårede blade. En del hår kan være ubehagelige at komme i kontakt med.
Brændenælde har hår fyldt med en sviende væske. Brydes spidsen af håret, dannes der en kanyle som let trænger ind i huden, samtidig trykkes håret sammen og væsken strømmer ind i såret.
Agurkeplanten har stive hår på blade og stængel. De giver sår på bare arme, hvis man bevæger sig hurtigt forbi planten.
Alle som har taget på et tomatblad genkender lugten af netop tomat. Den stammer fra kirtelhår som frigiver en væske ved berøring.
Nøkkerosens rødder lever i iltfattigt mudder. Hvordan får planten luft til åndingen? Billedet viser et snit gennem nøkkerosens bladstilk. Det er fyldt med kanaler, som fører luft ned til rødderne
Planter formeres ved frø eller nogle former for vegetativ formering som fx stiklinger, aflæggere eller meristemer.