Du får kendskab til plantesystematik og regler for navngivning. Dermed får du forståelse for navngivning af de planter, der kan benyttes ved varierende indendørsbeplantning.Desuden bliver du præsenteret for forskellige medtoder til at frembringe nye plantearter eller sorter.
Afsnittet udreder opbygning af plantens navne, skrive- og betoningsregler samt giver et historisk tilbageblik og uddybning af arbejdet med navngivning samt eksempler på forædlingsmetoder.
I de foregående afsnit har vi allerede nævnt flere planter med navn - f.eks. Ficus benjamina. Planten beskrives altså med 2 navne, hvoraf det første, der er et slægtsnavn skrives med stort forbogstav og det andet, som er et artsnavn, skrives med lille forbogstav.
Ficus benjamina til hører morbærfamilien, som botanisk hedder Moraceae. Alle botaniske familienavne skrives med stort forbogstav og slutter på -aceae, udtales a-se-æ.
Ficus benjamina kan se ud på mange forskellige måder, fx. lettere bølgede blade, brogede blade, kompakt vækst eller have mange forskellige egenskaber fx være mere eller mindre tolerant over for udtørring eller lysmæssig placering. Det er sorten, der er den mest specifikke i forhold til, hvordan planten ser ud og hvilke egenskaber planten har. Så alt efter dine og kundens ønsker er det vigtigt at kende til de sorter der evt. findes inden for den enkelte planteart. Et sortsnavn skrives med stort forbogstav i enkelt anførselstegn og har som regel navn på andre sprog end latin, f.eks. 'Starlight'. Ofte vil man i daglig tale og handel blot sige eller skrive Ficus 'Starlight'.
Hvad er så vigtigst: Det danske eller botaniske navn?
De botaniske navne har den store fordel, at de er internationalt anvendelige. Skal du bestille en plante i fx Holland, så ved de med det samme, hvad du leder efter, hvis du anvender plantens botaniske navn. Det bliver ingen forvekslinger.
Ficus benjamina hedder birkefigen (kaldet stuebirk) på dansk. Det danske navn er godt nok, når man skal snakke med sin kunde, med mindre kunden selv kender til botaniske navne.
Opsummering af skriveregler
- Familienavn med stor forbogstav, slutter på -aceae
- Slægtsnavn med stort forbogstav
- Artsnavn med lille forbogstav
- Sortsnavn med stort forbogstav, i enkelt anførselstegn, ofte på andre sprog end latin.
Når man skal prøve at udtale et navn, man ikke kender, kan det være svært, fordi man ikke ved, hvor man skal lægge trykket eller udtale de forskellige bogstaver. Nedenfor er angivet nogle gængse betoningsregler, og alligevel kan man lokalt finde personer, der holder fast i at udtale på anden måde. Så én ting er teori en anden praksis!
Betoningsregler
I litteraturen angiver man det sted, der skal være tryk med en apostrof eller en understregning.
Ord med 2 stavelser har tryk på 1. stavelse. Eks.: Má-lus, Pí-nus, Sór-bus, Fí-cus, Cán-na
Fler-stavelsesord har tryk på 3. sidste stavelse, talt bagfra. Eks.: Clé-ma-tis, Eu-phór-bi-a, Ví-ri-dis, Món-ste-ra, Cha-mae-cý-pa-ris
Undtagelser:
Der er tryk på 2. sidste stavelse:
A: Når næstsidste stavelse er en dobbelt selvlyd (vokal) eks.: Dra-cáe-na, Budd-lé-ia, Pel-láe-a, Cra-táe-gus
B: Når næstsidste stavelse er en selvlyd (vokal) fulgt af to eller flere medlyde (konsonanter) eks.: Ele-ág-nus, Li-gús-trum, Ca-tál-pa, Rho-do-dén-dron
C: Når navnet er sammensat af 2 ord fx microcarpa (micro og carpa)
D: Når artsnavne har en særlig grammatisk endelse som nedenfor
| Hankøn |
Hunkøn |
Intetkøn |
Eksempel |
| -alis | -alis | -ale | ter-mi-ná-lis |
| -anus | -ana | -anum | law-so-ni-á-nus |
| -aris | -aris | -are | vul-gá-ris |
| -atus | -ata | -atum | pal-má-tus |
| -inus | -ina | -inum | ti-grí-nus |
| -orus | -ora | -orum | lu-có-rum |
| -osus | -osa | -osum | ru-bi-gi-nó-sus |
| -otus | -ota | -otum | le-pi-do-tus |
| -utus | -uta | -utum | cor-nú-tus |
| -florus | -flora | -florum | mul-ti-fló-rus |
Udtaleregler
| Bogstav | Udtales som | Eksempler med ”lydskrift” | |
| C | Ny regel: ”K” |
Gammel regel: ”K” ”S” foran: E-I-Y-AE-OE |
Crassula [Krassula] Coleus [Koleus] Campanula [Kampanula] Celosia [Kelosia eller Selosia] Citrus [Kitrus eller Sitrus] Cyclamen [Kyklamen eller Syklamen) |
| CH | ”K” | chinensis [kinensis] Chamaedorea [Kamædorea] |
|
| PH | ”F” | Philodendron [Filodendron] Physalis [Fysalis] |
|
| AE | ”Æ” | Aechmea [Ækmea] Aeschynanthus [Æskynantus] |
|
| OE | ”Ø” | Phoenix [Fønix] Alstroemeria [Alstrømeria] |
|
| UE | ”Y” | Muehlenbeckia [Mylenbeckia] | |
| AI | lyden som i ”hej” | Lorraine-hybrid | |
| AU | lyden som i ”av” |
Aucuba, australis | |
| EU | lyden som i ”øv” | Euphorbia, Eustoma | |
| EI | lyden som i ”eja” | Buddleia | |
| OI | lyden som i ”halløj” | Choisya, Voinieranum | |
| Z | ”TS” | Zinnia [Tsinnia], Zebrina [Tsebrina] | |
| X | ”EKS/KS” | Xanthemum [Eksantemum], Exacum [Eksakum] | |
| QU | ”KV” | Quercus [Kverkus], squarrosa [skvarrosa] | |
| D | ”HÅRDT” | Dahlia, Hedera | |
| T | ”TYDELIGT” | Tagetes,Impatiens | |
| Ë | Udtales for sig selv | Kalanchoë, Aloë | |
| -OIDES | ”O-I-DES” | jasminoides | |
Det er svenskeren Carl von Linné (1707-1778), der er grundlæggeren af den systematik vi bruger i dag. Linné forstod tidligt, at der var behov for et nyt system, som alle kunne samles om.Efter at have læst en bog om blomsternes seksualliv, kom han frem til, at støvdrager og griffel måtte være det vigtigste inddelingskriterium for planterne.Denne nye indsigt tager han i brug under sit ophold i Holland 1735, da han udgiver sin nye bog Systema Naturae. I den præsenterede han en ny inddeling af naturens tre riger: dyreriget, planteriget og mineralriget. I planteriget anvendes Linnés seksualsystem. Arter med samme antal støvdragere henføres til samme klasse. Med hensyn til støvdragernes placering i forhold til griflen bliver det i alt 22 klasser. Han var ganske dristig i sin beskrivelse af en blomst med ni støvdragere og en griffel: "Ni mænd i brudekammeret med én kvinde". I denne første udgaven af Systema Naturae henførte han aber og mennesker til samme gruppe. Han blev den første som gjorde det, men det blev ikke populært. I en senere udgave opgav han tanken og skilte aber og mennesker ad. Det tog yderligere 100 år før man gik tilbage til Linnés inddeling.
Han fortsatte med at udvikle sit seksualsystem og forandrede flere gange systemet. Her kan man se et eksempel på Linnés inddeling (taxonomi) for planter.
Navngivning af planter har ikke været den samme gennem tiderne. I de gamle tekster anvendes et system med to navne (Binomial nomenklatur, den latinske Bini, to ad gangen). Det blev således kendt længe før Linné, men blev brugt på en anden måde. Det første navn var plantens navn, mens den anden var kun en geografisk placering. Det var måske ikke så dumt. Brugte man navnet Fuchsia på forskellige planter i Fx København eller Roskilde, så var det nok at sige Fuchsia, København eller Fuchsia, Roskilde.
I en periode prøvede man at beskrive planten, dens blomst, farve, bladet, vokseplads m.m. på latin. Det blev uhensigtsmæssigt. Før Linné kaldte man eg for: Quercus foliis decidius oblongis superne latioribus sinuibus acutioribus angulis obtusis. Linné forandrede dette til: Quercus robur.
Hans løsning udkom i en bog i 1753: Species Plantarum. Med den fødtes den binomiale nomenklatur. Lad os se hvordan den fungerer. Vi tager en tur ud på en eng med blomstrende græs (Billede 1, nedenfor).
Billede 2. Vi laver et kort og markerer med ikoner alle de græsser, som ligner hinanden.
Billede 3. Det viser sig ,at der findes en rækker græsser, som har identiske blomster, blomsterstande og vækst m.m. En sådan gruppe udgør en art.
Billede 4. I højre hjørne er der en gruppe identiske planter, men de er forskellige fra de første. Fordi de er identiske udgør de en art.
Billede 5. Hver art skal kunne identificeres. Det blev med et navn og ikke et nummer.
Billede 6. Linné ville have det sådan, at en art skulle have to ord i sit navn. Et slægtsnavn og en arttilføjelse.
Billede 7. Artstilføjelsen skulle fortælle noget om planten. De er på latin eller noget som ligner på latin.
Billede 8. Det fandtes yderligere to arter på engen. Den ene fik artstilføjelsen
Billede 9. og den andre
Bilde 10. Nu har vi 4 forskellige arter med hvert deres artsnavn. Umiddelbart ser det ud til, at de to til venstre ligner hinanden mere end dem, som står til højre. Det ser ud til, at de har en del til fælles.
Bilde 11. De regnes da også for at være, to forskellige slægter. Derfor har de et slægtsnavn
Slægtssnavnet betyder:Festuca: Græs, strå (gammel romersk), Poa: Græs (græsk benævnelse), Gammel romersk: Gress, strå Græsk benævnelse for græs
Hver af de fire arter har nu fået et artsnavn som består af et slægtsnavn og et artstilføjelse.
Et artsnavn er altid et slægtsnavn + artstilføjelse.
Som det fremgår af eksemplet kan samme artstilføjelsen benyttes sammen med flere forskellige slægter. Artstilføjelsen kan ikke alene bestemme en art. Det må altid findes et slægtsnavn først.
I sin bog Species Plantarum fra 1753 bruger Linné konsekvent, at en plante skal have et todelt navn. Dette blev ikke nådigt modtaget af andre videnskabsmænd. Der var stærk modstand mod dette. Med tiden indså man, at der fandtes så mange fordele ved Linnés forslag, at det blev almindelig accepteret før Linné's død.
Linné navngav ca . 6.000 planter og dyr. Med tiden har det vist sig, at de i en række tilfælde var forkerte. Her har man efterfølgende byttet Linné's navn ud med et korrekt navn. Du skal ikke arbejde særlig længe i denne branche før du hører, at en plante har få et nyt navn.
Det er irriterende, men en naturlig konsekvens af, at man finder en ældre korrekt beskrivelse af planten. Nogle gange kan man i kataloger finde forskellige navne på den samme plante. Det er muligt at finde ud af, hvem som er Autor.
For at være sikker på at det er det rigtige navn på planten må vi finde ud af, hvem som er den ældste Autor. Med Autor mener vi den eller de botanikere som har givet eller medvirket til at give planten dens videnskabelige navn. Autornavnet ”L.” er en international forkortelse af Carl von Linné . For de fleste mennesker har autornavne ikke nogen praktisk betydning. Kun i det tilfælde, at to forskellige planter har få et samme videnskabelige navn , er det behov for at kaste lys over sagen. Autor betegnelsen ”hort.” indikerer, at navnet ikke er gyldigt offentliggjort. Navnet kan fx forekomme i et planteskolekatalog eller være markedsført af et frøfirma.
Sådan kan det se ud:
Dracaena draco L. Drageblodstræ
Draco betyder drage eller slange.
Det kommer fra latin.
Bruges ofte som artstilnavn i slægten med rødagtig plantesaft.
L. er autor (den som har givet planten sit navn). Forkortelse af
Linné.
Ficus benjamina L. Birkefigen
benjamina kommer fra engelsk benjamin=aromatisk harpiks.
Ficus kommer fra latin: Betyder figentræ.
L. er forkortelse af Linné, som er autor.
Hedera helix L. Vedbend
På latin betyder helix=vedbend
L. er forkortelse af Linné, som er autor.
Her ser du en liste over navne som har været anvendt på hvidgran:
Linné var den første til at give planten et navn. Autoren Miller kunne nogen år senere slå fast, at det ikke var en Pinus (fyr) men en Abies (gran). Siden da har mange givet den et navn. Nu er man kommet frem til, at det ældste korrekte navn var det, som Miller angav i 1759. Derfor hedder vores hvidgran Abies alba.
Opsummering:
Slægtsnavn. Eksempel: Abelmoschus
Latin genus = slægt. Kan repræsentere en eller flere arter. Skrives altid med stort forbogstav.
Planteslægt . En slægt består ofte af flere nærstående arter, hvis kombination af egenskaber (ydre udseende m.m.) både holder dem sammen som gruppe og adskiller dem fra andre lignende grupper (slægten). Notér forskellen mell em ”en slægt” i fauna - og flora sammenhæng og ”en slægt” i menneskesammenhæng.
Art. Arten er den centrale rang og den dominerende byggesten i det hierarkiske system, som vi har konstrueret, for at placere alle planterigets repræsentanter. Den internationale betegnelse for en art er species, forkortet sp. Denne kan undertiden omfatte to eller flere underarter, varieteter og/eller former samt sorter og grupper.
Ifølge en traditionel definition er arten ”en eller flere populationer (bestand) af individer (planter) med flere, lige, ydre karakteristika, hvormed den kan adskilles fra andre tilsvarende populationer (som repræsenterer andre arter)”. Dette vigtige praktiske artsbegreb har få et stor betydning inden for botanikken. Alt efter den systematiske botaniks landvindinger, er det imidlertid blevet kraftigt modificeret og suppleret. I dag vil forskerne hellere tale om det evolutionære artsbegreb.
I naturen sker det, at der kommer en plante som ikke ligner resten af arten. Det er lettest at se, hvis blomsten har få et en anden farve. Det kan også være en anden bladfarve. Når botanikerne får fat i en sådan plante, kalder de den en varietet. I den plante, der ikke ligner resten er der sket en mutation, det vil sige at der er sket en ændring i nogle af generne. En varig forandring af en plantes egenskaber kræver altså, at det sker en forandring i generne i selve arvematerialet.
Det er stor økonomisk interesse i planter, som afviger fra det normale. Roser med en ny farve eller blomsterform har altid vær et anset for at være eksklusivt.
Forædlere af både planter og dyr har gennem tiderne arbejdet med krydsninger for at få nye planter og dyr frem, som ikke tidligere er set. Nu kan man anvende flere forskellige metoder og i dag er både biokemikere,
celleforskere og fysikere involverede i arbejdet.
Man kan også bruge radioaktiv stråling. Strålingen slår generne i stykker og resultatet bliver en ny plante. Men det bliver næsten altid en dårligere plante. I forsøg med 100.000 nelliker planter fandt man kun 1 som blev bedre end det man havde i forvejen.
Man behandler skudspidser med en substans som påvirker celledelingen. Resultatet kan være en kromosomfordobling. I frøproduktionen er dette et vigtigt mellemled for at fremavle en ny triploid sort. Triploide sorter er sterile. Er sorten gold, kan gartneren ikke selv lave nyt frø, men må købe det fra det firmaet, som har forældrene til sorten.
I dag kan man gå direkte ind i cellen og forandre genernes sammensætning. Det gør det hurtigere at nå de mål, som man har arbejdet for. I dag findes genmodificerede (GMO) planter. Der er fx en sort af majs og sojabønner som i modsætning til alle andre planter tåler et ukrudtsmiddel som Round Up. Det betyder, at det bliver billigere at producere majs og soja.
Der findes kartofler som er modificerede for at give en anden stivelse end den, som almindelige kartofler har og som passer til produktion under plast. Den afprøves nu i Sverige.
Der er sandsynligvis 100 millioner børn, som lider af A-vitamin mangel. Nu forsøger man at placere et gen i risplanten, som får den til at danne karoten. Dermed kan børnene selv danne det manglende A -vitamin. Det skulle give alle disse børn en bedre tilværelse.
Man er også begyndt at gensplejse potteplanter. F.eks. Campanula carpatica. Her forsøger man at forbedre holdbarheden ved at hæmme blomstens følsomhed overfor luftarten ethylen og Kalanchoë blossfeldiana. Her forsøger man at give modstandskraft mod insektangreb, kompakt vækst og ændring af blomsterfarven.
Denne måde at forandre arvematerialet på møder modstand. Det er stor risiko forbundet med metoderne, ikke mindst risiko for, at det nye gen kan sprede sig i naturen genn em krydsning med vil de planter.
Du bruger til daglig planter som enten er indsamlet i naturen, som værdifulde varianter af arter, eller som er fremkommet ved forædlingsarbejde. I fremtiden vil vi måske se planter, som vi ikke kender til i dag. De fremkommer ved moderne genmodificering. Det kan man så bryde sig om eller ej.
Den ældste metode til at frembringe nye, anderledes planter er ved krydsning. Forædlerne har krydset flere arter med hinanden, og det er ikke muligt at se hvilke.
Da går det ikke at henføre sorten til en bestemt art. Slægten er derimod tydelig.
Hedera helix var. arborescens
Finder du denne i naturen, er dette navn korrekt. Tager du, som mange andre har gjort før dig, stiklinger med hjem, formerer og sælger planterne bliver det en sort. Navnet forandres til:
Hedera helix 'Arborescens'
Den har et dansk navn: vedbend
Sortsnavnet kommer direkte efter artsnavnet og er angivet med apostrofer (enkle anførselstegn ) .
Det består normalt af 1-3 ord og sjældent op til 5 ord.
Det skrives med store forbogstaver.
Det er altid koblet til og skal i den løbende tekst, stå efter et botanisk eller dansk navn. Sortsnavnet i eksemplet kan således skrives
Hedera helix 'Arborescens' eller Vedbend 'Arborescens'
Arborescens bruges som artstilnavn hos ca 30 arter og som sortsnavn hos mindst 2 arter. Derfor er det umuligt at vi de hvad man mener, hvis man bare siger arborescens.
Mange sorter er resultat af krydsninger mellem flere arter. Her kan man ikke henføre sorten til en bestemt art, men man sætter navnet direkte efter slægtsnavnet. Kalanchoe 'Shinano'. Ved man ikke hvad det korrekte artsnavn er, går det fint bare at skrive Slægtsnavn + sortsnavn.
Det er slægter med 100 -vis af sorter. Derfor kan det være vanskeligt at forstå, hvordan en sort ser ud. Ved at nævne gruppen som den nye sort tilhører, får man en idé om, hvordan den kan se ud. Derfor kommer gruppe betegnelsen til at blive mere og mere almindelig.