Du skal have kendskab til planternes vandbehov, vandingspraksis samt forskellige vandingssystemer for dermed at kunne udføre daglig og periodevis pleje og pasning af varierende indendørsbeplantning, omfattende bl.a. vanding. Vandingsbehovet kan være have betydning for valg af plantekummer og vandingssystemer, som dermed tilpasses stedet og planternes vækstbehov.
Valg af plantekumme, kummestørrelse, vækstmedie, plante og vandingsmetode har betydning for, at planten kan klare de vandingsintervaller, man har planlagt.
De fleste firmaer kører med 3 - 4 ugers vandings interval, og der er en tendens til at øge intervallet yderligere. Dermed øges kravet til, at også kummen er valgt med dette i tankerne.
Valg af kummer
Gennem rigtig mange år var hvide plasticbeholdere, Gustavsberg, stort set det eneste, der blev anvendt. Man har siden hen udformet kapper som kan monteres omkring kummen. Dermed får man mulighed for ændring af farver, som tidens trend forandrer sig.
Man brugte meget at indtænke bede med ”sammenplantninger” ved nybyggeri i 70érne. Det ser vi ikke meget af i dag. Hvis vi gør, er det blot store beholdere, og sjældent flere forskellige plantearter samlet i én kumme. Man kan samle kummerne så det står på række eller i grupper med ens eller forskellige plantearter.
Anvendelsen af vindueskummer er blevet en ligeså naturlig del som anvendelsen af gulv-kummer.
I begyndelsen af 90’erne kom et dansk produkt KIKI-krukker eller vandkrukker på markedet, og kummer fra det firma står stadig rundt omkring.
Kummernes udseende
I dag er der stort set ikke grænser for form og materiale, når det gælder kummernes udseende og størrelse. Der er fokuseret på muligheder, frem for hensyn til håndtering. Mange kummer er rigtig tunge og svære at manøvrere med. Nogle firmaer bruger helst kummer, der er lavet i et lettere materiale af hensyn til arbejdsmiljøet, og det er også den vej det går, altså at vi fravælger det tungeste materiale.
Tendensen er, at der mest bruges sorte og grå kummer. Nogle firmaer har haft og har stadig en udbredt anvendelse af terracotta. Pangfarver til de farvefattige omgivelser er ved at få en væsentlig betydning.
Naturmaterialer i flet, tern, træskiver, bast, m.m. anvender man ikke så meget, men er en mulighed, idet trenden i øjeblikket fokuserer på naturmaterialer.
Kummer med strukturer (ujævne overflader) eller oxiderede, krakelerede overflader er en mulighed, men generelt er det meget traditionelle farver og materialer, der anvendes, begrundet i økonomien.
Generelle krav man bør tænke på ved valg af kummer:
Alle krav må gerne være opfyldt, men det vigtigste er, at den er vandtæt. Der er stort set ingen materialer, man kan være helt sikre på er vandtætte henover tid.
Vil man være mere sikker kan man benytte sig af nedenstående muligheder:
1. Mal indersiden af kummen med en gummiemulsion. Når den er tør er der et lag af gummi som tætner. For tilstrækkelig tæthed kræves 2-3 behandlinger.
2. Indsatser af kraftig blød plast. De kan delvis forme sig efter kummen.
3. Gummidug af den type man anvender når man bygger bassiner.
Hvis kummerne anskaffes med hul i bunden kan de lukkes med siliconeprop og gøres vandtætte med glasfibersmøring. Men generelt anbefales det ikke at anvende den slags kummer, det er kun en nødløsning. Man kan selv gøre kummerne vandtætte med en tyk badeværelsesgrunder. Men igen, i en professionel virksomhed, hvor tid er penge skal man ikke stå og fylde huller og tætne kummer i større stil.
Kummens opbygning
Vanskelighederne med at få et godt vandingssystem har gjort, at der er udviklet en del forskellige løsninger. En del bliver ikke brugt længere, alligevel vil du møde flere forskellige systemer.
Kravet om længere intervaller mellem servicebesøgene kræver større vandkapacitet i plantekummen.
De systemer som anvendes i dag er principielt to forskellige typer:
1. Vandet opmagasineres i voksemediet.
2. Magasinet med voksemedie er suppleret med en form for vandmagasin.
Den første metode er den man bruger hjemme med potteplanter i vindueskarmen. Og det giver en begrænsning i vandkapaciteten, hvorfor man bliver nødt til at vande oftere. Desuden er der i en lukket beholder fare for overvanding, hvilket gør det endnu sværere at vande rigtigt.
Hvis vi gerne vil have, at planten skal klare sig i længere tid uden tilførsel af vand, kan man tage en tilstrækkelig stor kumme, som rummer en mængde vækstmedie, der kan indeholde netop den vandmængde, som ønskes. Men planten vokser, får flere blade og kræver dermed mere vand. Er det et organisk materiale, så synker det sammen, hvilket betyder, der bliver mindre luft. Det kan betyde at planten stopper sin vækst, får skadedyr, kaster bladene og til sidst skal den udskiftes. Så det er ganske få, der vælger denne model i indendørs beplantningsbranchen. Man kan dog gøre forholdene lidt bedre lave en form for dræn i bunden.
Nogle centimeter pimpsten i bunden sikrer en god rodudvikling. I bunden lægges et lag uorganisk drænende materiale som fx småsten, Leca eller pimpsten.
Vækstmediet blandes efter behov, alt efter hvilken slags planter man vil have, hvor tørt vækstmedie man vil have og hvor strukturstabilt det skal være.
System Maarse
Udviklet i 1960´erne af den hollandske virksomhed A.Maarse Kzn i Rijssenhout fra Aalsmeer. I grundmodellen fyldes karet 1/3 med Leca. Ovenpå lægges en tekstilmåtte (undervandingsmåtte) som hindrer voksemediet i at blande sig med Leca kuglerne. Leca har en lavere kapillærkraft end organiske voksemedier. Det betyder at den lodrette vandtransport er stærk begrænset af afstanden mellem det organiske voksemedies underside og vandniveauet i Leca kuglerne.
Har man en plante, som kræver et mere tørt voksemedium eller hvis væksten skal begrænses, øges Leca lagets tykkelse. På denne måde kommer der mindre vand til planten, hvis man samtidig holder vandstanden på maksimalt halvdelen af Leca lagets højde.
Om sommeren øger man gerne til det maksimale niveau, hvilket hjælper planten til at få tilstrækkeligt med vand. Om vinteren sænker man det maksimale niveau for at begrænse væksten.
Et velfungerende påfyldningsrør og en niveaumåler er en forudsætning for at have den nødvendige kontrol med vandniveauet.
Det billigste vandmagasin får man ved at placere plastpotter i bunden af karet. Det sparer voksemedie og giver plads til mere vand til planten.
Nedenfor er en samling billeder, af forskellige modeller til vanding og vandmagasiner.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
Mona Plant System (MPS) har et antal vandmagasiner gjorde for forskellige kar. De runde tanke passer til solitære planter og de aflange er til større anlæg. Som du ser kan de føjes sammen og dække større og uregelmæssige bede. Hvad du skal tænke på når du skal fylde vand på et sådan anlæg er at der maximalt må tilføres 10 liter/minut. Det tager tid for vandet at løbe gennem tanke og slanger.
Der findes et antal forskellige systemer at vælge på. Så det er godt at have øjnene med sig når man ser på egne og andres anlægning. De passer godt til ampler og udendørs beholdere, hvor det kan være svært, at få et tørt voksemedie til hurtigt at trække nok vand op.
Plastbeholderne har en indbygget vandtank under plastnettet i bunden af karet. I nettet er der nogle ben og kolonner (åbninger), der skal få vandet op i substratet. I kolonner og ben kan man placere væger af uorganisk materiale, som har god vandsugende evne, f.eks. flis. Det må ikke være af bomuld eller hør, da disse materialer nedbrydes efter nogle måneder. Dermed er det slut med vandtransporten og der skal plantes om. Derfor er det vigtig, at vægerne kan holde i mange år, ellers er det bedre at sætte sin lid til de rør som bærer nettet. Fyld dem med Leca eller pimpsten, ikke noget organisk materiale, der kan rådne i det fugtige og til tider luftfattige miljø.
Der findes løse plastnet, som har ben og påfyldningsrør til vand. De kan tilskæres, så de passer til de fleste typer af beholdere.
Alle de nævnte systemer kræver at karene er tætte.
Plastkar har en tendens til at sprække efter nogle år. Plasten bliver sprød og følsom for slag eller tryk. Det sikreste er at behandle dem som et kar der kan lække. Glaserede kar er sjældent vandtætte i bunden.
De brændte kar man kan forvente er tætte, men sikker kan man aldrig være. Andre typer af lerkar, beholdere af plader er ikke tilstrækkeligt tætte og glasfiber kan sprække hvis beholderen udsættes for tryk.
Indsatser af polypropylen
Vil man være sikker skal man udgå fra at disse kar udgør en risiko for vandskader. Der er hjælp at få.
1. Mal indersiden af karet med en gummiemulsion. Når den er tør er der et lag af gummi som tætter. For tilstrækkelig tæthed kræves 2-3 behandlinger.
2. Indsatser af kraftig blød plast. De kan delvis forme sig efter karet.
3. Gummidug af den type man anvender når man bygger bassenger. Den passer godt til firkantede kar. Dugen er mulig at reparere hvis der bliver et hul under monteringen.
Det er muligt men ikke meget brugt at automatisere vandingen i offentlig miljøer.
Årsager til dette er:
1. Det er for dyrt i forhold til den tid man sparer.
2. Slanger og spredere er ikke pæne.
3. Der kan være utætheder og det kan blive kostbart, hvis vandet løber ud på gulvet pga. en afrevet slange.
4. Spredere kan være en pænere løsning, men det er vanskeligt at få dråberne til at ramme på rette sted. Efter en tid kommer nye blade eller skud til at forandre vandets vej.
Denne dyrkningsform kom frem i begyndelsen af 1950´erne under navnet LUWASA (LU= luft, WA= wasser, SA= sand). Metoden er stadig udbredt i Tyskland, Schweitz, Benelux-landene og i Frankrig. Deres organisation har normer for beholdere, planter og andet som er nødvendigt.
Målsætningen er, at give kunden et plantearrangement, der er helt frit for organisk materiale. Det kræver, at man kan lave en næringsopløsning, som passer til dette samt at der er planter til rådighed, som er frie for organiske vækstmedier. Viden om, hvad planterne krævede af næring, fandtes på dette tidspunkt. Det var mere vanskeligt med planterne.
Alligevel er det almindeligt, at man potter planter om, som er blevet dyrket konventionelt. Når de er store nok, skyller man spagnumsubstratet væk med rindende vand. Herefter pottes de rene rødder i Leca. Der anvendes specialpotter med store åbninger i bunden.
Potterne stilles på et bord i væksthuset. På bordene er 2-4 cm dybe render med næringsopløsning.
Efter 1-2 måneder har de nye rødder etableret sig i potterne og de er klar til levering.
Væksthusbord med planter som venter på at rødderne gror igennem.
Planterne kan stå i alle typer beholdere, men hvis der skal stå flere i den samme beholder, skal de stå i potter i den samme højde. Det er fordi de skal have den samme mulighed for adgang til vand. Beholderen fyldes først med Leca og efterfølgende med en næringsopløsning. Det normale er, at man har maksimalt 4 cm vand, for at sikre en ordentlig lufttilgang. Om sommeren er det muligt at fylde mere vand i beholderen, hvis vandet forbruges hurtig nok. Der findes også planter som tåler lavere luftniveauer omkring rødderne.
En del foretrækker at fylde karet med næringsopløsning og efterfølgende tilsætte luft til vandet gennem cirkulation eller med en luftpumpe, som om det var et akvarium.
For at få et mere jævnt næringsniveau, anvendes ofte ionbyttere og at udskifte en del af opløsningen med jævne mellemrum.
Desto bedre vandkvalitet desto lettere er det at få succes med hydrokultur.
De som går ind for metoden er glade for den og er godt tilfredse med resultaterne. Idag kalder man alle systemer som anvender et uorganisk vækstmedie og næringsopløsning for hydrokultur. Hvis ikke kunden har krav på at der ikke må findes spor af "jord" = organiske vækstmedier, så planter man direkte i pimpsten eller andre lavaprodukter. Spagnumen forvinder efter hånden og der skal topdresses gerne med en finere fraktion af pimpsten som fylder op mellem rødderne.
Forskellen mellem Luwasa system og moderne hydrokultur er altså kravet om frihed for organisk materiale.