Tidligt havde man en teori, som gik ud på, at alle organismer spiser organisk materiale. Hvorfor skulle rødderne ikke optage organisk materiale akkurat lige som dyrene.
I begyndelsen af 1600-tallet sagde hollænderen van Helmont, at han ikke troede på denne teori. Han ville tjekke om det var sandt, at planter spiste organisk materiale ved hjælp af rødderne. Derfor lavede han et forsøg, som du kan følge, hvis du klikker her.
Helmont plantede et træ i en kasse fyldt med organiske matriale, det som man troede var plantens mad.
Efterfølgnede fik træet lov til at vokse ude i det fri i fem år.
Helmonts træ øgede i løbet af de fem år sin vægt med 165 pund (som svare til 74,5 kg). Af de organiske matriale forsvandt kun 400 gram. Disse 400 gram forklarer ikke, hvordan vægt forøgelsen kunne blive så stor, men der måtte være kommet noget til. Helmont forstod ikke hvad det var.
Hans forsøg viste klart, at planter ikke spiste humus. Men hvad spiste de så?
Det skulle gå helt op til år 1840 før Justus von Liebig kom med svaret. Først slog han fast, at planter mangler evnen til at optage humus (Det som bliver tilbage i en velomsat kompost). Senere kom han med svaret på, hvad en rod optager:
Han kunne påvise, at roden optager et antal mineraler.
I dag tror vi, at det drejer sig om 17 grundstoffer. Du ser dem her ved siden af.
En del af dem er nødvendige i store mængder. De kaldes makronæringsstoffer.
Silicium er et omstridt stof.
En del planter har en bedre beskyttelse mod skadegørere, hvis de har et højt indhold af silicium (kisel).
De første fire stoffer på makronæringslisten kommer fra luften (kuldioxid og nitrogen) og fra vand. De øvrige er i opløselige form i nærheden af rodens overflade. De kan findes som molekyler, men findes almindeligvis på ionform.
Læg mærke til at SELEN ikke findes med på listen. Dyr og mennesker har behov for det. Det er i planterne, men de behøver det ikke.
Kogesalt er et stof du kender. Det består af to ioner: En natrium ion som er positiv og en kloridion som er negativ. Når salt er tørt, er de elektriske kræfter mellem ionerne så store, at der dannes krystaller. Opløses salt i vand bliver det usynligt på grund af vandmolekyler, som lægger sig som en kappe rundt om ionerne og mindsker kraften mellem de to ioner i en sådan grad, at de glider fra hinanden.
Læg mærke til at vandmolekylerne har en positiv og en negativ side
Spagnum og ler kan binde store mængder hydrogen ioner til sig. De ligger på overfladen. Eksemplet til venstre er et lermineral. Gødsker vi med fx kaliumnitrat kommer der store mængder kalium ioner med vandet. En del af dem vil bytte plads med hydrogen ioner. Til gengæld bliver der flere hydrogen ioner i opløsningen.
Ved at analysere det plantematerialet, som man fjerner ved en beskæring, får man viden om, hvor mange næringssalte, der forsvinder.
Som du kan se af eksemplet, er det små mængder. Er planten inde i en stærk vækstperiode, er det en anden sag. Så må der tilføres det samme, som der forbruges.
Tilførsel af næringssalte må ikke blive en tilfældighed og er ikke problemfrit.
1. Forskellige slags planter optager forskellige mængder næringssalte. Med tilsætning af samme gødning til alle plantebeholdere, vil det med tiden give forskellige forhold i karet.
2. Holder man sig til lavere næringsniveauer, bliver der mangel på et eller flere stoffer, nemlig dem, som der er mest behov for.
3. Efter ca. to år kan sammensætningen i beholderen blive så forkert, at der bliver skader på blade og skud.
.jpg)
To store dracaenablade har en friskvægt på 22g. De tørres 1 døgn ved 90 grader.
Det som bliver tilbage er tørstof.
Det vejer 2 gram. Bladene indeholdt altså 20 gram vand.
Tørstof: ca. 10 %.
Analyse af tørstoffet viser at 5-10% er mineraler (altså ikke kulstof (C), hydrogen(H) og ilt (O))
Det findes ca. 0,2 gram rent næringssalt i 2 store dracaenablad!
Det er tre forskellige analysemetoder, som kan bruges:
1. Substratanalyse. (Spurway-analyse) Drejer det sig om et organisk substrat som spagnum, skal prøven tages halvvejs nede i beholderen. Efter tørring behandles prøven med et opløsningsmiddel, som svarer til det man tror, at planterne kan optage fra substratet i den nærmeste tid. Resultaterne viser, hvad der er tilgængeligt for planten.
Den siger ingenting om, hvorvidt planten er i stand til at optage næringen.
Analyse af næringsopløsning. Ved hydrokultur er der ingen mening med at analysere substratet. Næringen er i opløsningen. Her opstår et nyt problem: Vi arbejder med en varierende mængde næringsopløsning. Det betyder, at koncentrationen er lavest lige efter påfyldning af vand og højest før påfyldning. Sammensætning af næringen forandres i praksis ikke, men koncentrationerne bliver helt forskellige. Skal man kunne sammenligne en plantebeholder med en anden og med tiden, skal der ske en standardisering af, hvornår udtagning af prøven skal ske.
Det er bedst at fylde beholderen til normalniveauet ved at lade vandet strømme gennem hele overfladen. Efterfølgende opsuger man en prøve.
Laboratoriet oplyser, hvad der findes af næringsstoffer i opløsningen.
Analyseresultat af næringsopløsninger fra to figner. Den til venstre har stået ca. et år i pimpsten. Bedømmelse: God vækst, ingen anmærkninger. Den til højre har stået 8 år i en blandning af uorganiske substrat. Planten er meget kompakt og det er ingen tilvækst. *) For at sammenligne Lt i næringsopløsninger med Lt i substrater må decimalen flyttes en streg til venstre. Læs: Lt 1,45 og 2,42
2. Bladanalyse. 2-3 af de første helt udviklede blade samles til en prøve. Laboratoriet tørrer den og analyserer tørstoffet. Fordelen er, at resultaterne fortæller, hvad planten har optaget af næring, som giver en indikation af, om der er behov for forandringer af sammensætningen af den fremtidige gødningssammensætning samt kontrol af mulige grunde til, at manglen er opstået.
3. Totalanalyse. Anvendes når man vil vide mere om en ny eller ukendt plantes næringsbehov.
Alle analyser er for kostbare til planter i beholdere, med mindre det gælder særligt kostbare planter.
I større anlæg med frit udplantede planter, er det på sin plads at tage substratanalyser 1 eller 2 gange årligt. Det er godt dels i forhold til kunden dels som opfølgning af den gødskning, som man har foretaget.
Nu er det på sin plads at minde om, at analyser kun har været anvendt i ca. 50 år. Hvad gjorde man før?
Det samme som du skal lære: Se på planten. Forandrer den farve eller udseende? Se på de første helt udviklede blade. Har de den grønne farve, som er normal? Sammenlign med planter, der for nylig er blevet leveret fra et gartneri. Kvælstof er det stof, som er vigtigst for grønne blade og som der først plejer at blive mangel på. Hvis dette er tilfældet, så flytter planten kvælstof fra de nederste blade til skudspidserne. De nederste blade bliver med tiden gule og falder af.
De øvrige 16 stoffer giver også deres synlige tegn på planten, hvis der bliver mangel på disse. Det er dog ikke dem, som du ser efter i første omgang.
Med en godt valgt fuldgødning (indeholder alle de nødvendige stoffer) er det nok at se efter kvælstofmangel eller overskud (= for store blade, blågrøn bladfarve) for at bestemme, hvornår det er på tide med den næste gang gødning.
Det findes ikke nogen fuldgødning, som præcis modsvarer, hvad planten har behov for. Måske i en kort periode, men i praksis bliver der med tiden en forkert sammensætning af næringsstoffer. Det kan være et mikronæringsstof, som findes i for lille mængde. Efter 2-3 år begynder planten at vise symptomer, som man ikke kender til. Det er muligt at analysere sig frem til svaret. Billigere er det at omplante, hvis planten står i spagnum.
Endnu billigere er det, hvis det er hydrokultur. Vand ovenfra med lunkent vand (ikke mere end 40 grader) så bliver det lettere at opløse de stoffer, som er i og på substratet. Herefter suges løsningen op og smides ud. Det er bedst at gentage denne behandling tre gange. Hermed er substratet næsten ”Nulstillet”. Så mangler kun at fylde en ny næringsopløsning på beholderen.
Planten har behov for næringsstoffer, men med måde. Uden næringsstoffer ingen vækst. Den første tilførte næring går til substrat og mikroorganismer og en mindre del til planten. Senere får planten det hele og tilvæksten øges kraftig. Ved fortsat øget næringstilførsel stopper tilvæksten for senere at mindskes indtil planten dør af tørkestress.
Det er til stor hjælp, hvis man ved hvor på skalaen man befinder sig. Det kan man få svar på ved hjælp af en ledningsevnemåler. Dette instrument udnytter, at ioner i vand kan lede elektrisk strøm.
Ledningsevnemåleren bestemmer opløsningens ledningsevne og er kalibreret således, at man får hele tal. Indsætter man ledningstallet i kurven over tilvækst og næringstilførsel ser man, at optimal vækst ligger i området 0,9-1,3.
En god Lt-måler. Føleren sidder beskyttet inde i den nedre del. Drives med batterier.
I plantebeholdere er det vanskeligt at holde et konstant ledningstal på grund af udtørringen. Med tiltagende udtørring øges saltkoncentrationen og dermed ledningstallet. Lt, som er højere end 2-3 vil få væksten til at mindske for til sidst at stoppe helt op.
Nu kan du se, at der er to måder at begrænse væksten på:
1. Udtørring af planten. Ved - 15 bar stopper plantens vækst.
2. Ved høje saltmængder. Lt over 2-3 stopper væksten. Dette på trods af, at den står i hydrokultur.
I hydrokultur metoden, hvor der altid er rigeligt med vand, kan man kun bruge Lt, hvis man vil reducere væksten.
I alle andre systemer, som tillader at planten udsættes for vandstress, bliver det en sum af de to systemer.
Kan man tage en prøve af næringsopløsningen, vil Lt i prøven fortælle, hvor meget stress planten er udsat for, og det er til stor hjælp.
Er du ikke tilfreds med plantens bladfarve og en kontrol af Lt i opløsningen giver 1,2 eller mere, er det sandsynligt at sammensætningen af næring ikke længere er den rigtige. Det kan skyldes forkert valg af gødning eller sabotage eller at surhedsgraden er forkert, eller at planten har behov for mere kvælstof end der er i det valgte gødningsmiddel.
I alle tilfælde skal næringsopløsningen straks ændres.
Øverst Ficus pumila dyrket ved Lt over 2 i flere år. Internodierne er meget korte, hvilket giver en kompakt vækst. Bladene er små, noget sammenkrympede. Nederst samme plante 6 måneder efter udskiftning af næringsopløsning. Nu er der rosa skudspidser, længere internodier og større blade.
Du er sikkert enig i, at eddike er surt og at kærnemælk smager syrligt. Dette skyldes en egenskab hos vand. I rent vand (hvilket ikke er det samme som vandhane vand) er det lige så mange hydrogenioner som hydroksylioner. Den tilstand kalder man neutralpunktet eller pH 7,0.
Tilsætter man eddiksyre, mælkesyre, salpetersyre eller en anden syre øges koncentrationen (mængden) af hydrogenioner. Vi kalder det en sur opløsning.
Ved at bruge logaritmen til hydrogenion-koncentrationen fås pH skalaen. Den sure del går fra 0 til 7. Skalaen fra 7 og til 14 kaldes alkalisk (basisk). Planter kan trives i området 3-9, men hver plante har et område som er bedst for dem. Surbundsplanter foretrækker pH 4-5, surbundslignende planter som fx citrus og oliven, vil gerne have omkring 5-5,5 mens salat, kål og purløg vil have pH 7,5.
De fleste planter i indendørs miljø trives med pH fra 5,6 til 6,5.
Forskellige stoffers tilgængelighed ved forskellige pH værdier
Det er ikke så meget på grund af pH, men fordi de fleste næringsstoffer vil være mest tilgængelige i dette område. I hydrokultur fluktuerer pH ofte. Det er muligt at måle såvel pH 3 som 9 i opløsningen uden at planten viser tegn på misvækst.
Når planten optager en positiv ion fx K+ fra næringsopløsningen omkring roden, må den give en anden positiv ion fra sig, hvis ikke planten skal blive strømførende. Den bytter med hydrogenioner H+. Der skal også et bytte til, når det gælder de negative ioner. Fra åndingen kommer der et affaldsprodukt nemlig hydrogenkarbonation HCO3-. Denne ion byttes med fx nitrationen NO3-. Uden for roden danner H+ og HCO3- tilsammen vand og kuldioxid. Kuldioxid havner i de luftfyldte porer for efterfølgende at forlade substratet.
Hvis der byttes det samme antal positive og negative ladninger per tidsenhed, bliver der ingen forandringer i hydrogenionkoncentrationen og altså ingen pH forandringer. Hvis planten i en periode optager flere positive ioner end negative bliver der flere hydrogenioner i næringsløsningen. Det betyder at pH synker og opløsningen bliver mere sur. Så kan pH gå ned til 3.
Der bliver før eller siden et problem med de fleste næringsstoffer. De mindskes i tilgængelighed med undtagelse af jern. Der er muligt at forandre dette. Kvælstof er det eneste næringsstof, som findes som både positiv og negativ ion:
ammoniumion NH4+ og
nitration NO3-.
Falder pH, kan vi forandre dette ved at give mere nitratkvælstof og mindre ammoniumkvælstof. Dermed bliver mængden hydrogen-ioner i næringsløsningen reduceret og pH begynder at stige. Giver man udelukkende nitratkvælstof som fx kalksalpeter kan pH øges til over 8.
En fuldgødning indeholder både ammonium- og nitratkvælstof med henblik på, at holde pH i nærheden af 6.
Hvis du ser på analyserne, ser du store forskelle. I tilfældet Ficus pumila var planten stoppet for længe siden, mens planten var kompakt og ikke havde noget usædvanligt bladfald. Analyser skal altid sammenlignes med plantens udseende og hvad man ved om den.
Derfor er øjnene det bedste hjælpemiddel vi har. Se på planten, sammenlign den med andre, som du ser på din vej og spørg, om der er noget galt med den?
Analysresultat:
pH: 7,8
Lt: 2,4
Nitratkvælstof: 150
Ammoniumkvælstof: under 5
Ledningsevnemåleren er det vigtigste hjælpemiddel til at få kontrol over en plantebeholders næringstilstand. Den gør det muligt at se, hvornår saltkoncentrationen bliver for høj.
Det findes yderligere to hjælpemidler, som kan være værd at kende til:
1. Nitratstrips
2. pH papir
Leveres i en tætsluttende aluminiumsboks, som skal opbevares i køleskab.
Stripsen dyppes direkte i den opløsning man vil tjekke for indhold af nitrat.
Efter et par sekunder farves måske begge felter. Det nederste felts farve sammenlignes med feltet på boksen og dermed bestemmes nitratindholdet i opløsningen.
Det andet felt er vigtigt. Hvis det farves betyder det, at der er nitrit i opløsningen. Nitrit dannes af bakterier, som får deres iltbehov dækket gennem at reducere (tage luft fra) nitrat til nitrit. Nitrit er i små mængder en dødelig gift for rødderne. Er der nitrit, er der luftmangel i beholderen. Hvis det stadig er liv i rødderne skal problemet løses omgående.
Det er forskellige typer, men de fungerer på samme måde. Et papir dyppes i opløsningen og et præpareret felt forandrer farve. Denne farve sammenlignes med en skala på pakningen og dermed når man frem til pH i opløsningen. Hver måling koster ca. to kroner. Skal man foretage flere hundrede målinger på et år, er det billigere og mere nøjagtigt med pH-meter. I den sidder en celle med en væske, der via mikroskopiske huller i glasset, får kontakt med opløsningen. Der bliver en elektrisk spænding, som kalibreres i forhold til en pH skala. Ved arbejde, der kræver nøjagtighed, må den kalibreres hver dag eller en gang om ugen.
pH måler til laboratoriebrug
pH måler til at have med i lommen
Det findes ingen gødning, som passer til alle planter hele tiden. Man må vælge en, som passer til det kommunale vand man har adgang til. Er det kalkholdigt vand, har man behov for en gødning med en større andel ammoniumkvælstof end hvis det drejer sig om vand uden kalk og med et lavere pH.
Det er principielt to grupper af gødning at vælge imellem.
1. Organisk gødning.
2. Uorganisk gødning.
kommer fra bearbejdede plantedele (tang, lucernemel) eller affald fra processer med planter (kogning af træ). Det kommer også fra dyr (gylle fra stalde, horn, blod og ben fra slagterierne).
Ens for disse er, at de indeholder lidt plantenæring, men meget næring for bakterier og svampe. Det kan være en fordel med et lavt næringsindhold. Det er vanskeligt at overdosere.
Et problem er lugten, som gør det umuligt at bruge de fleste organiske gødningsmidler i boliger. Vil man anvende organiske gødninger findes der Bycobakt, som passer til organiske substrater.
Planterne optager det meste af næringen som ioner. Organisk gødning må derfor nedbrydes af mikroorganismer før planterne kan optage næringsstofferne.
er kemiske forbindelser, som indeholder de grundstoffer, som planten har behov for og i en form, som planten kan optage.
Der er en række sådanne forbindelser. På basis af dem, kan man lave en blanding, der modsvarer de krav, som planten stiller. Det er usandsynlig, at det vil kunne betale sig for et indendørs beplantningsfirma at lave egne blandinger. Det findes rigelig med færdige blandinger i både tør form og som opløsninger.
Anvender man vand, som kræver en særlig sammensætning af gødning, kan man få hjælp til det.
I og med, at uorganiske gødninger er så koncentrerede, er det nemt at lave fejl. Det er bedst, hvis én person i firmaet er ansvarlig for at lave en stamopløsning som servicemedarbejderen får, når det er tid til at gødske om foråret. Koncentrationen i flasken skal svare til, at man tager en kapsel til en kande eller en flaske til en vandvogn. Hermed reduceres risikoen for fejl betydelig.
Om sommeren kan det være en god idé at gødske ved hvert besøg.
Når tilvæksten stopper og mørket tiltager, er det på tide at reducere eller helt slutte med at gødske.
er runde korn af fuldgødning, som har fået en kappe af plast.
Der er huller i plasten, hvor vandet vil diffundere ind og opløse gødningen. Herefter vil ionerne diffundere ud af den lille kugle til den omgivende næringsopløsning. Hvor meget næring, som kommer ud af kuglerne afhænger af temperaturen (mere jo varmere det er), antallet af huller i plasten (jo flere huller desto hurtigere kommer næringen ud).
Der er i dag langtidsvirkende fuldgødning, som afgiver deres indhold fra et par uger og op til to år (ved 20oC).
Fordelen er, at der altid er tilgang til næring og at det ikke bliver for meget.
Vælger man at give en gødning med 12 måneders virkningstid, betyder det, at man kan bestemme hvilken uge i marts måned, det skal gives og efterfølgende glemme alt om gødning indtil samme uge næste år. Det forudsætter dog, at man har givet den rigtige mængde og at det kommer ned i vandmagasinet.
Da der ikke sker nogen lækage må man forvente sig, at der efter nogen år, skal omplantes eller foretages en ombytning af næringsopløsningen i hydrokulturbeholdere.
Så længe den langtidsvirkende gødning ligger tørt, sker der ingenting med den. Hvis den ligger i et fugtigt substrat øges virkningstiden med lavere temperatur. Ved nul grader er der næsten ingen udledning af næring.
De runde gødningskorn er omsluttet af to lag plastmateriale. Plastens egenskaber bestemmer, hvor mange åbninger det er. Gennem disse åbninger diffunderer vandet ind og opløser gødningen, som efterfølgende diffunderer ud i substratet. Jo varmere det er og desto flere åbninger der er, desto hurtigere tømmes kuglerne for næring.