Du skal kende til de forskellige vækstmedier, man kan anvende i indendørs beplantning samt de fordele og ulemper, der er ved de forskelllige vækstmedier, således at du kan udføre daglig og periodevis pleje og pasning af varierende indendørsbeplantning, omfattende bl.a.tilplantning.
I daglig tale siger de fleste mennesker jord, om alt som plantens rødder kan vokse i. Det er ikke en fejl, men ikke godt nok for en servicegartner. Jord er noget vi går på.
Vækstmedie (dyrkningsmedie) er betegnelsen for alle de materialer og blandinger, som vi kan vælge til at give rødderne de bedste muligheder for at udvikle sig.
Hvert indendørs beplantningsfirma har sit foretrukne dyrkningsmedie. Men ofte vælger kunderne gennem årene at skifte beplantningsfirmaer, og derfor kan man opleve at der i én virksomhed findes flere typer dyrkningsmedier anvendt. Det kan eksempelvis være:
Spagnum
Hvis man anvender spagnum kunne en typisk blanding være:
2/3 grov spagnum og 1/3 vandskyende grodan eller 1/3 leca blandes og kan tilsættes ler 40 kg/m3. Stenrøgel forhandler BARA-ler. Pindstrup 4 er grov og indeholder ler.
Letklinker (Leca)
Kendes nok bedre under navnet ’Leca’, som er lavet af lermineraler. Man kan skelne imellem om man skal bruge letklinkerne som selve dyrkningsmediet, eller det kan bruges som dræn/vandreservoir. De største (10-30 mm) anvendes i bunden af kummerne, hvorimod de mindre klinker, kan anvendes omkring roden, det giver en bedre kapillærvirkning end de store gør. Om ikke andet kan de små klinker (4-10 mm) anvendes i vindueskummerne.
Grodangranulat
Ved anvendelse af Grodan er blandingsforholdet 2/3 vandsugende og 1/3 vandskyende Grodangranulat.
Kokosgranulat
I almindelig produktion af potteplanter er revet kokosskaller et supplement til spagnum. Mange af de store grønne planter, bliver således leveret i dette produkt, eller iblandet spagnum. Man kan forestille sig, at det er et produkt man på sigt kan finde anvendelse af i indendørs beplantning.
Dyrkningsmediers egenskaber
Et dyrkningsmedie består af noget fast stof med hulrum imellem, kaldet porer. Lige efter vandingen er alle porerne fyldt med vand. Vandet i de store porer siver ud og erstattes af luft. De mellemstore og små porer er derimod i stand til at fastholde vandet (kapillærvirkning). Jo mindre porerne er, jo stærkere bindes vandet. Vandet i de mellemstore porer kan optages af plantens rødder og kaldes derfor det tilgængelige vand. Vandet i de helt små porer er bundet så hårdt, at planterne ikke kan optage det, og kaldes det utilgængelige vand. Et godt dyrkningsmedie har derfor mange store porer, så rødderne kan få ilt til respirationen, og mange mellemstore porer, så planterne kan optage vand.
Et godt dyrkningsmedie vil have en fordeling som illustrationen viser. Dog bør vandet primært findes i mellemstore porer, hvorfra rødderne kan få fat i vandet.
Det er ikke nok at kunne blande vækstmediet, det skal også kunne bevare forholdet over lang tid. Man siger at dyrkningsmediet skal være stabilt. Men fx nedbrydningen af spagnum gør det vanskeligt at bibeholde et stabilt vækstmedie. Det vil sige at spagnum på sigt vil indeholde færre luftholdige porer.
Det vil være en fordel at mediet indeholder kolloider (i ler eller humus), der kan fastholde og afgive gødningsstoffer og dermed virke som gødningsbuffer.
Vi skal kende til disse krav for at når vi skal bruge de forskellige vækstmedier. Hvis vi har det rette vækstmedie, er der gode forudsætninger for, at planten bliver rigtig gammel. Desværre er det sjældent at planter bliver det i de indendørs miljøer.
Granatæble Punica granatum. I container i 357 år (2010). Botanisk have i Herrenhausen, Hannover. Europas ældste containerplante.
Alt plantearbejde skal foregå med vandmættet rodklump, der må ikke være nogen form for vandstress i planten. Er rodklumpen tør, bør potten sættes i en beholder med vand i en time. Hvis roden ikke er udviklet i hele vækstmediet, kan det dog gøre plantningen besværlig, hvis fugtigt dyrkningsmedie falder fra hinanden.
Nogle af 'benvarerne' kan også have problemer med ordentlig rodudvikling, så de enkelte planter falder fra hinanden. Derfor vælger nogle gartnere at klippe det halve af potten, så den sidder som en ring og holder rødderne samlet.
Til selve plantningen kan man alt efter dyrkningsmedie, kumme-/plantestørrelse samt kotyme hos det enkelte firma, have brug for væge og hydroflor. I det følgende skitseres derfor en tilplantning "med det hele".
Vægen består af vandsugende materiale og kan være en strimmel fiberdug. Fiberdugen trækkes henover bunden af kummen, således at det sidste vand altid kan være i kontakt med plantens rødder. Samtidigt placeres hydroflor, som er tilpasset kummens højde. Nu ihældes det, der skal udgøre vandreservoir, fx store lecasten. Nogle har måske et system med en plade der kan placeres, så det giver adskillelse til vandreserven.
Så hældes det aktuelle dyrkningsmedie i indtil den højde, hvor bunden af rodklumpen skal placeres. Nu lægges fiberdugen, der har kontakt nederst i kummen henover dyrkningsmediet og rodklumpen placeres ovenpå. Endelig hældes dyrkningsmedie omkring potteklumpen, men ikke helt op til kanten af kummen, hvis man skal have plads til dækkemateriale. Det kan være en fordel med dækkemateriale, for at hindre fordampning fra kummen og ikke mindst dække dyrkningsmediet. Dækkemateriale er typisk pinjebark, men alternativer i form af forskellige stentyper bruges også.
Omplantning foretages sjældent, men det kan dog komme på tale, hvis det er værdifulde planter. Der findes mindst par grunde til, at planter skal omplantes:
1. Efter nogle år, vil visse arter have så mange rødder, at de truer med at sprænge beholderen. Det er lettest at se truslen i et konisk kar. Her løfter klumpen sig op og der bliver mindre afstand til kanten. Er det en cylinderformet beholder, kan man tage et jordbor til hjælp. Studér mængden af rødder i prøven for at finde ud af, om det er på tide at omplante.
2. Organiske voksemedier nedbrydes og forsvinder. Efter 2-3 år kan det være så ringe, at der kun er rødder tilbage. Der er ingenting tilbage til at opmagasinere vand eller næring.
Det kan være vanskeligt at få rodklumpen ud af kummen. Er det en billig plante, kan det ikke svare sig, at bruge tid på det. Så får planten lov til at stå indtil den mister sin prydværdi. Er det en kostbar eller særlig smuk plante skal kummen tages af. Er den af ler, kan man overveje at knuse den. Er den af plast eller metal kan en sav eller vinkelsliber være til stor hjælp. Har man tid og tålmodighed, kan man tilmed forsøge med en stiksav at løsne roden fra væggen.
Spagnum er dødt organisk materiale som er blevet oplagret på søbunden i tusindvis af år. Som et resultat af iltmangel i det stillestående vand, har det ikke undergået en normal kompostering. Længst nede i mosen, kan det være vanskeligt at se, hvilke planter som findes der. Nærmere overfladen ser man tydeligt, at spagnum er dannet af Sphagnum arten Hvidmos. Den må ikke forveksles med den hvide lav, som rensdyrene spiser. Det er en lav, og dermed noget helt andet.
Disse sphagnum planter flyder på overfladen og de ældre døde dele synker ned og danner et tørvelag.Med tiden kommer overfladen til at vokse sig højere end vandspejlet i søen. Der dannes en højmose.I en sådan en mose findes spagnum af varierende kvalitet. Øverst er det en lysebrun og lidt omsat spagnum med en stor evne til at holde på vandet. Længere nede bliver tørven mørkere og mere omsat, tættere og med mindre luft. Dybere i mosen findes en spagnum, som ikke er anvendelig til dyrkning, men som er god til brændsel.
Det er tre metoder til produktion af spagnum:
1. Fræsning: giver et findelt produkt.
2. Harvning: mere stabil struktur og grovere porer.
3. Gravning: giver klynetørv, tørres ude, overvintres og bruges året efter. Klynerne rives forsigtig i passende stykker.
Sådan ser en let nedbrudt sphagnumforgrening ud i meget stor forstørrelse. De store åbninger forklarer, hvorfor spagnum kan holde på så meget vand og luft.
Harving. Den harvede tørv vendes for at få den til at tørre hurtigere. Den tørrede tørv flyttes med transportør til lager.
Gravning af klyner. Specialudrustet gravemaskine til gravning af klyner. Første tørring af klyner
Før vinteren stables klynerne på paller. De køres i hus, får frost og efterfølgende tørres de yderligere før de leveres.
(Alle fotos af tørv: Göran Larsson)
Der er ét problem som gælder for alle typer spagnum; at de nedbrydes. Omsætningen, som går hurtigt på jordoverfladen, bliver stoppet i det luftfattige vand. Når spagnum anvendes i potter og krukker tilsat vand, næring og luft, så sættes omsætningen i gang. I løbet af et år kan næsten halvdelen af tørven være forsvundet. Det betyder, at det skal fyldes på. Det betyder også, at porerne er blevet mindre.
Vi bruger spagnum, der stadig er rimelig frisk, således at der går længere tid, inden porerne er blevet for små.
Man vurderer spagnumkvaliteten efter omsætningsgraden. Den kvalitet vi bruger har en omsætningsgrad på 55-75 g pr liter. Pottemuld man køber i supermarkeder har typisk en omsætningsgrad på 70-90 g pr liter og er derfor ikke egnet for planter, der skal stå flere år.
Vil man forlænge tiden, hvor rødderne trives i vækstsubstratet, er der råd for det. Man kan blande spagnum med andre organiske materialer som nedbrydes langsomt. Det kan være kokosfibre i forskellige grovheder eller risskaller som er et affaldsprodukt fra polering af ris. Dog max. ca. 25% skaller i spagnumen, da det ellers går ud over den vandholdende evne
I praksis bruger vi dog at blande spagnum med uorganisk materiale som fx Leca, perlite eler stenuld. Det forsvinder ikke og kan, hvis det findes i tilstrækkelig mængde sammen med rødderne, danne et skelet, som bevarer substratets grove porer.
Spagnum er for tiden det mest almindelige organiske voksemedium i store dele af verden. I flere lande anser man ikke spagnum som et passende produkt med tanke på, at der kun er begrænsede mængder af den. Irland er næsten tømt for væksttørv, og fx Sverige og Norge har ikke så mange moser tilbage, som kan give kvalitetsspagnum. Pris og tilgængelighed, øger interessen for alternativer, når det gælder spagnum. Flere af alternativerne er baseret på affaldsprodukter.
er den engelske betegnelse på et kokosvækstmedie. Siden 1990 er interessen for at bruge kokosfibre til potteplanter øget meget stærkt. Kokosnødder skal ligge i vand før fibrene kan fjernes fra skallen. Det resulterer i to problemer. Normalt er der kun adgang til saltvand og det betyder, at saltindholdet i produktet kan være alt for højt. For det andet må det tørres, før det kan transporteres.
Afhængig af, hvordan produktet håndteres, bliver det ganske anvendeligt som et vækstmedie med en ganske lang nedbrydningstid og meget luft. Det kan også være ubrugeligt, hvis indholdet af støv er højt og fibrene har været komposteret i længere tid. Så bliver det et meget fugtigt voksemedium med lidt luft.
Produktet findes overalt i Asien: Sri Lanka, Malaysia, Indonesien og Filippinerne har alle mulighed for at tage dette produkt i brug. Desværre er det endnu ikke muligt, at få det samme produkt ved hver leverance. Dette gør det risikabelt at bruge det i kommerciel dyrkning.
Når man tænker på den kommende mangel på spagnum, må man gå ud fra, at det med tiden vil lykkes at finde et passende produkt.
Der er teknisk fremstillede produkter som Leca, seramis, vulcaponic og stenuld (grodan) og så pimpsten som bruges som det findes naturligt, ofte som Hekla pimpsten.
LECA er en forkortelse af Light Expanded Clay Aggregate. Frit oversat bliver det til Let ekspanderet ler.
Leca bruges i dag til hydrokultur. I den originale udformning var det kun Leca som kunne anvendes. Det er lige sådan i dag, for de firmaer som holder fast ved dette koncept.
Der er andre anvendelsesmåder, som fx tilsætning til spagnum. Formålet med tilsætning af Leca til spagnum er, at det skal give mere struktur, når tørven nedbrydes.
Leca fremstilles i Danmark. I fabrikkerne blandes kalkfattig ler med et brændbart materiale (kulpulver, olie, træpulver m.m.) til kugler af forskellig størrelse. Disse brændes i en ovn. Det brændbare materiale i kuglen bliver til gas, som brændes væk og væggene bliver sorte i de porer som dannes. Porerne kan være tætte eller have kanaler mellem hinanden og ud til omgivelserne. Via disse kan vandet trænge ind i kuglerne. Dette forklarer, hvorfor en del flyder i begyndelse, men synker før eller senere.Volumvægt: 300-600 kg pr m3.
Leca kan bruges igen og igen. Men så skal den desinficeres. Dette kan gøres med varme: 100 grader i mindst 60 minutter eller med hydrogenperoxid (brintoverilte): 1-2 teskeer 30% hydrogenperoxid i 5 liter vand.
Pimpsten har ofte denne her grå farve, men der kan også være andre farver.
Pimpsten dannes under vulkanudbrud.
Vejer ca. 400 kg/m3. Porøsiteten er 70-80%.
Det findes pimpsten ved næsten alle vulkaner, men det er ikke alle pimpsten, som er anvendelige til dyrkning. Det afhænger dels af hvilke mineraler, som den er lavet af, dels mængden og størrelsen af porerne.
Den lille egenvægt medfører, at pimpsten kan havne langt fra vulkanen. Tænk på Pompei, som blev begravet under pimpsten.
Islandske gartnere fik allerede i 1980-erne gode resultater med dyrkning af pimpsten fra Hekla. På Heklas skråninger er der store mængder pimpsten, fri for ukrudtsfrø og urenheder, egnede til dyrkning.
Scoria dannes på samme måde som pimpsten, men med mindre og/eller færre porer. Det betyder, at Scoria er tungere. 600-800 kg/m3.
Der er ikke gennemført mange forsøg med scoria, men man har gode erfaringer. Scoria ser ud til at være et mere tørt substrat end pimpsten, hvilket kan være en fordel for en del planter.Ellers kan det anvendes på samme måde som pimpsten
Den tungere scoria falder ned nærmere krateret end den lettere pimpsten.
Forskellig farvet scoria neden for Hekla.
Seramis er et tysk produkt, som er produceret siden begyndelsen af 1990´erne.
Det findes ingen oplysninger om substratets fysiske egenskaber, fordi produktionen sker på grundlag af et patent.
Seramis er baseret på ler, som efter brænding giver et porøst produkt. Det kan holde på vand og har samtidig gode luftforhold. Plantens rødder udvikles udemærket.Stenuld til dyrkning ligner næsten almindelig stenuld til isolering. Men der er forskel, fordi stenuld til dyrkning holder på vandet og er tungere.
Stenuld blev brugt meget i branchen gennem 1980érne og 90érne. Både som rent granulat med en blanding af vandskyende og vandsugende småstykker eller som luftorbedrende materiale iblandet i spagnum.
Efterhånden som der bliver indført skarpere sorteringsregler ved afskaffelse af affald, bliver det dyrt for virksomhederne at komme af med stenuld, da det ikke lige kan genbruges. Desuden blev de servicegartnere, der
Perlite fremstilles af et mineral, som forekommer flere steder i verden. På fabrikken knuses mineralerne. Efter en sortering efter størrelse, falder kornene ned gennem en opretstående ovn med en temperatur på ca. 900 grader. Så popper kornene op. Det skyldes, at de smelter og vandindholdet bliver til damp, som med stort tryk ekspanderer og danner porer. Der er flest porer med en tynd skal. Det betyder, at volumenvægten er meget lav. Oftest 20-30 kg/m3. Der kan også fremstilles tungere materiale.
Perlite bliver solgt i forskellige fraktioner, som har forskellig evne til at holde på vandet. Jo mindre korn desto mere vand.
Det går fint at dyrke planter i ren Perlite, men man må tage hensyn til, hvilken slags planter det er og hvordan vandingssystemet er udformet. I Skandinavien bruges Perlite mest til iblanding i spagnum. Det kan give en god vandholdende evne og reducerer volumenvægten. Den kan have betydning for altankasser og for større gulvanlæg.
En fuldt opvandet 50/50 blanding af Perlite og spagnum vejer ca. 550 kg/m3
Sådan ser mineralet ud, når det kommer til fabrikken. Bemærk, at mineralet og det færdige produkt kaldes det samme.
Planter i 100% Perlite i Israel (Foto: Schundler Company)
Ler er de mindste partikler som er tilbage, når fjeldet er nedbrudt eller helt forvitret. Vi definerer at partiklerne skal være mindre end 0,002 mm i diameter. Dvs. at det går ca. 500 stk. på en millimeter. Den lille størrelse giver partiklerne egenskaber, som de større ikke har i samme udstrækning. Ler kan binde vand og ioner til sig. Det er denne egenskab, som gør ler så værdifuld.
For at blive betegnet som lerjord kræves, at jorden indeholder >15 % ler. Jo mere ler desto stivere og tungere bliver det at bearbejde jorden.
I et vækstmedium vil man gerne have lerets gode egenskaber.
Indblanding af ler har da også vist sig at være fordelagtig for at kontrollere tilvæksten og få en holdbar plante.
Ler indeholder som oftest kalk. Så meget, at hvis man vil have større mængder ler i substratet, bliver pH for høj.
Kalkfattig ler giver en større frihed til at vælge, hvor meget ler man vil tilsætte.
Kalkfattigt ler er sjældent i Skandinavien. Mest findes der i nærheden af Bara i Skåne. Det kaldes for ishavsler. Det er dannet i søer på indlandsisen. Da isen smeltede væk sank leret og lagde sig oven på de tidligere lag af morænejord.
Først sker der en markundersøgelse. Efter markundersøgelsen fjernes pløjelaget for senere at blive lagt tilbage.
Den afdækkede ler harves, tørres i solen og transporteres til en lagerplads. Den soltørrede ler ligger under tag.
I fabrikken knuses den i mindre stykker som opvarmes til minimum 80 grader C. Samtidig sker en udtørring.
Opvarmningen dræber nematoder, virus og ukrudtsfrø.
Efter tørringen bliver den sigtet og sorteret efter størrelse, hvorved der fremkommer to fraktioner:
Fint lergranulat 0-1,2 mm
Groft lergranulat 2-6 mm
Gennem bjergarternes forvitring bliver partiklerne mindre og mindre. De partikler, som har en sådan størrelse at de sorteres i fraktionerne sten, sand, og silt, består overvejende af de primærmineraler, som bjergarterne bestod af.
I leret er mange af de mere opløselige mineraler forsvundet og der er sket en koncentration af mere stabile mineraler som kvarts, moskovit, m.fl. Stærkt forvitrede jordarter kan i et fugtigt klima bestå af mere end 95% kvarts.
Ler er en blanding af lermineraler. De danner tilsamman en finkornet jordart, dvs. med partikler med en diameter mindre end 0,002 mm.
De danske jorde inddeles i jordtyper efter skemaet til højre. Når lerindeholdet er over 15% taler man om lerjorde.
Kilde: djfgeodata.dk
Plasticitet. Hvis et tørt lermineral kommer i kontakt med vand, vil det svulme mere eller mindre op. Det skyldes, at vandmolekylerne trænger ind i krystalstrukturen og øger afstanden mellem "bladene". Dette mindsker de sammenholdende kræfter i krystallerne. "Bladene" kan dermed forskydes i forhold til hinanden, hvilket opfattes som lerets plasticitet, og giver den en sæbeagtig fornemmelse, hvis man tager den i hænderne. Høj andel af lermineraler giver høj plasticitet.
Lermineraler er fællesnavnet for de aluminium-silikater, som frem for alt forekommer i lerfraktionen. Det er sekundært dannede mineraler (forvitringsprodukter) med et vekslende indhold af jern, magnesium, kalcium, kalium og natrium. Mange lermineraler består af bladformede krystaller i flere lag. Almindeligt forekommende lermineraler er:
Kaolinitter. Almindeligt forekommende mineral er kaolinit (keramisk ler). I ren tilstand er det hvidt.
Smektit. Alle mineraler i denne gruppe kan svulme op. De har et større indhold af kisel og jern, kalcium, magnesium kalium og natrium end kaolinitter. Normalt forekommende mineral er montmorillonit.
Glimmeragtige mineral. Typisk for disse er, at de ikke svulmer op og at de indeholder meget kalium. Normalt forekommende leirmineral er Illit som hører til denne gruppe.
Vermikulit. Det er grøn- eller brunfarvede mineraler, som gerne svulmer op. Ved opvarmning øges volumen flere gange og der fremkommer en bladagtig struktur. Vermikulit er ret rig på kalium.
Kloritter er en gruppe mineraler, som for det meste er grønne og bladformede og som ikke svulmer op.
Blandingsmineraler indeholder "blade" fra flere forskellige lermineraler. Næsten alle lermineraler kan forekomme i denne gruppe. Blandingsmineraler er almindelige i sedimenter, såsom plateau ler.